En tv-serie kommer sjældent alene

Tv-serier og deres temaer kommer altid i bølger, synes jeg. Først var det all the single ladies fra Sex & The City, så rykkede vi over til de hjemmegående og småskøre husmødre i Desperate Housewives, og så tog familieserierne Modern Family og The Middle over. De sidste par sæsoner har det som bekendt været det helt store hit at lade sin tv-serie foregå i 1960erne. Mad Men lagde hårdt ud og så kørte det ellers videre med forfærdelige Playboy Club, og Pan Am (som jeg stadig har det ambivalent med). Advokatserier, politiserier, lægeserier osv. osv. osv. mark my words, det kommer altid i bølger.

Sidste efterår startede så eventyrbølgen.  En serie der har det overnaturlige som sit centrale omdrejningspunkt er ikke noget nyt, se bare Buffy, X-Files, Angel, Supernatural, og Fringe. Men det rigtige, gode, gammeldaws eventyr som vi alle kender fra barndommen, altså den med prinsessen og prinsen på den hvide hest, har på en eller anden måde ikke rigtig været så oplagt som baggrund for en tv-serie. Indtil nu.

Once Upon A Time er balsam for alle eventyrfans sjæle. Det er en serie der samler på fine ting: billedæstetik, et fantastisk hold af skuespillere (Pludselig gik det op for en, hvor meget man havde savnet Robert Carlyle) og et manus, der måske nok lagde lidt sløvt ud, men som virkelig har vundet mit hjerte små 11 afsnit senere. Plus en vaskeægte skurk. Det er efterhånden sjældent, at en karakter er sådan helt gennemsyret ond i amerikanske tv-serier, der er altid en eller anden formildende omstændighed der gør at man får ondt af den onde, men ikke her. Nej, Regina – The Evil Queen er præcis så ond og nederdrægtig som man kan ønske sig, at en eventyrskurk skal være.

I pilotafsnittet bliver vi budt indenfor til Snehvides bryllup. Hendes drømmeprins vækkede hende som bekendt til live igen efter hun havde spist det røde æble (Tag aldrig imod noget fra fremmede, børn). Midt under festlighederne sker enhver bruds værste mareridt, en uindbudt bitter gæst dukker op, i dette tilfælde den onde Dronning. En forbandelse vil ramme dem alle, faktisk hele landet, og herefter vil alle være fanget et forfærdeligt sted, proklamerer The Evil Queen, inden hun spekatulært forsvinder i en røgsky der ligner the smoke monster fra Lost. Sidenote: One Upon A Time er skabt af et hold der bl.a. består af Lostfolk som Adam Horowitz og Edward Kitsis, og der er derfor konstant Lost referencer som f.eks. Apollo candy bars, MacCutcheon Whisky og andet gejl til de opmærksomme fans.

Heldigvis for Snehvide og co. findes der altid en profeti, der kan hjælpe et eventyrland i nød. Og det er der sørme også her, serveret frisk på et fad af Rumleskaft (Rumpelstiltskin) i skikkelse af Robert Carlyly (love it!). Rumleskaft fortæller, at Snehvide og Prinsen vil få en datter, som på sin 28 års fødselsdag vil redde folket i Eventyrland fra den onde dronnings forbandelse.

Cut til vores nutid, alle fra Eventyrland er blevet forvist til den lille flække Storybrooke (Ah, se hvad de gjorde der?), men pga. forbandelsen har alle glemt, at de rent faktisk er eventyrfigurer og slet ikke burde være i vores verden. Den eneste der ikke er fanget af forbandelsen er Henry, en lille dreng, der er  borgmesterens adoptivsøn. Twist: Henry er Snehvides barnebarn. Henry er søn af Snehvides datter, Emma, der små 2 min. efter sin fødsel blev sendt med ekspresfart til vores verden, så forbandelsen ikke ramte hende, med håbet om at hun en dag ville vende tilbage og redde eventyret.

Jeg er hooked, og det endda på trods af at jeg alle dage har været knap så begejstret for Jennifer Morrison (House, HIMYM), der spiller hovedrollen som Emma.

Har du set Once Upon A Time? Hvad synes du?

OBS. Traileren til serien er lidt overdrevet og Ringenes Herre wannabe, det er en skam, for det er en fin serie. Don’t judge a book by its cover ;)